Vores rejse

22. Februar Sydney
Første dag i Sydney: Vi gik ned til Darling Harbour for at få oplysninger om hvorledes vi kunne komme rundt. Vi fik at vide at et uge kort til hele familien til havnefærgerne/tog/bus var det bedste, så det var hen til havnefærgen i Darling Harbour og sejlede gennem havnen til Circular Quay, hvor vi fik ordnet det med billeterne. Her gik vi en tur rundt i Sydneys vugge i bydelen The Rocks. Der var marked, så Lulu og Karoline gik lidt (shop) amok – dog uden det store indkøb. Lars havde på vejen ind i markedet set en tysk bierstaube (Löwenbrau), hvor han og Lauritz slog sig ned imens.
Efter at vi alle havde spist lidt hvidløgsbrød og nogle preztels og drukket en weizbier, gik vi på museum som viste lidt om The Rocks. Herefter gik vi en tur hvor vi kom forbi et bolsjekogeri, hvor de lavede bolsjer lige som Elif i sin tid gjorde. Vi så dem lave nogle flotte nogle med et lille billede af en banan i.
Herefter gik turen hjemad i tog, men inden da, kom vi lige forbi nogle Aboriginals som sad og spillede på dideridou. Da vi var kommet hjem var det tur til at komme op på taget og svømme lidt.

23. Februar Sydney fra luften og i Toranga Zoo
Vi havde alle glædet os til denne dag, da vi skulle ud og flyve i vandflyver. Heldigvis havde Lars ringet i går for at tjekke hvornår vi skulle dukke op. Og vores booking var åbenbart rykket en time (sommertid???), så vi havde en time mere til at nå frem i. Og det var godt, fordi der gik kun én færge i den retning i timen, og den vi tog ankom netop til Curio Bay to min. før tid. På sejlturen fra Circular Quay kom vi igen forbi Operahuset (det er faktisk lige ved siden af), så vi fik et godt view af det. Vi kom også forbi Garden Island, hvor en mand blev bidt af en haj for en uges tid siden. Inden vi kom til Curio Bay gjorde færge holdt ved ??? som så ganske smuk ud. Der må vi ud på et andet tidspunkt. Nå, men endelig kom vi frem til vandflyveren. Vi fik en lille redningsvest bundet om maven, og derefter blev først et ældre ægtepar proppet om bagest i flyet, hvorefter Lars blev bedt om at indtage co-pilot-sædet (fedt!!!!), og så var der lige plads til resten af familien på midterrækken. Herefter var det ellers ud over vandet og op. Først lidt syd på langs med kysten ud til Bondi Beach, hvor vi så nogle huse der var bygget helt ud til klipperne. Derefter ind mod centrum af byen for at flyve lidt frem og tilbage i nærheden af Operahuset. I alt fløj vi i ca. ½ time. En rigtig spændende flyvetur i en gammel vandflyver.
Da vi var landet og stod og ventede på returbåden så vi pludselig et par pelikaner ligge oven på nogle lygtepæle. Sjove dyr! Det kan være at de inspirerede os, for da vi kom tilbage til Circular Quay, valgte vi at sejle over til Toranga Zoo, for at se en lang række Australske dyr. Toppunktet var nok at se fugleshowet, hvor vi sad med den fedeste udsigt over til Operahuset og Sydney skyline.
Der kom hele tiden fugle flyvende ind fra siderne og det var meget flot lavet.
Men også de små koalabjørne var enormt søde at se på. De gnaskede ivrigt på eokalyptusblade.

17. februar – Hanmer Springs til Banks halvøen
Vågnede op til en smuk solskinsdag i bjergene i Hanmer Springs. Ungerne og Lars tog sig et slag minigolf på en god bane midt i byen mens Lulu forsøgte at få det bedre efter at være vågnet om med en god gang svimmelhed. Desværre nåede vi ikke at prøve de varme kilder i byen men besluttede at prøve at nå til Banks halvøen uden for Christchurch i dag. I bøgerne står der at denne halvø nok er det smukkeste på den østlige del af sydøen så det må jo undersøges. Nu er der kun to overnatninger igen i vores rullende hus.
Lidt uden for Hanmer Springs kørte vi over en gammel bro (ca. 100 år) højt over en flod. Så lige at der var to der skulle til at springe bungyjump fra broen, så camperen blev hurtigt parkeret og vi løb hen til udsigtspunktet for at få det hele med. Det var et par der sprang. Først kvinden, så manden. De tøvede ikke meget før de sprang og flot så det ud hen over floden. Efter at elastikken var rolig igen blev de sænket ned til en jetbåd der sejlede dem ind til flodbredden igen.
Sidst på eftermiddagen nåede vi ud til halvøen. Ret fladt i starten hvor vi bl.a. kom forbi en stor sø, med utrolig mange forskellige fugle. Så gik det op i bjergene ad snoede veje og pludselig havde vi den flotteste udsigt over en kæmpe indsø som viste sig at have været en stor vulkan for mange millioner år siden. Dagens is blev indtaget i ”næsten” stilhed, bjergtaget over den flotte udsigt. Ned ad bjerget gik det mod den lille by Ataora hvor vi droppede ind til Top 10 campingpladsen, der ligger på bjergskråningen ned mod byen. Dvs. der er gode muligheder for at få en fantastisk udsigt hvis man har bestilt plads på forhånd. Det havde vi ikke så vi fik plads i anden række men stadig med lidt view. Efter aftensmaden skulle vi lige ned til byen ad en meget stejl sti- tog kun 5-10 minutter ned men op tager det mindst det dobbelte! Lige i udkanten af byen så vi pludselig en stor flot kakadue der spangulerede rundt på et hegn og spiste blade. Sjovt at se den flotte fugl som Karoline lige læser en historie om i hendes læsebog. Vi er helt sikre på at det er kakaduen Nini vi lige har set!!

18. februar Ataora
Besluttede hurtigt at blive her en ekstra dag da her er meget flot og hyggeligt. Byens kendetegn er de franske vejnavne og butikker med franske navne. Rigtig hyggelig afslappet stemning. Slentrede rundt i byen og slappede af på campingpladsen. Vi fik også fundet kufferter og tasker frem fra gemmerne og fik pakket en hel del.

19. februar Ataora til Christchurch
Hele morgenen blev der pakket og gjort lidt rent så vognen så nogenlunde ud inden aflevering. Man kan godt se at vi har boet i vognen i lang tid (42 dage) uden støvsuger osv. men sådan er det.
Havde håbet på at finde en strand på tilbagevejen mod Christchurch med sol og badning men tågen lå rundt omkring om bjergene men trods dette havde vi en fin køretur med flotte udsigter. Vi fandt dog en strand, som med skilte og sin egennatur viste at den ikke egnede sig til badning, men flot var den. En fantastisk brændning og de dejligste runde sten.
Fik afleveret camperen og blev herefter kørt ind til centrum af Christchurch til vores hotel (Ibis). Da vi nåede frem opdagede Lauritz at han manglede sin rygsæk. Den må vi hente på lørdag når vi skal flyve til Sydney.

20. februar Christchurch
Spiste en god gang morgenmad på hotellet hvor ungerne fik lavet deres egne vafler. Stort hit.
Købte en dagsbillet til den gamle sporvogn som kører en runde i den gamle bydel. Meget hyggeligt. Man kan stige af og på ved de stop man ønsker. Resten af dagen gik med shopping.
Om aftenen spiste vi mad på hotellets restaurant. Der var salsaaften så menuen stod på mexikansk mad eller det vil sige det skulle det være, men det smagte slet ikke mexikansk. Kl. 20.30 blev der budt op til salsaundervisning (vi sprang over!) hvor der pludselig var en helt masse mennesker i lokalet. Musikken mindede ikke meget om det det salsamusik vi kender og danselæren havde absolut ikke meget rytme og sving i hofterne. Det må de øve sig lidt i før vi bliver imponeret.

21. februar Fra Christchurch til Sydney
Hoppede igen på sporvognen og kørte til en plads med et marked og snusede rundt blandt boderne med smykker, kunst osv. derefter gik vi i botanisk have. Flot gammel have med nogle enorme træer. Så også palmehuset og et drivhus fyldt med begonia. Blomsterne var helt fantastisk store. Har ikke set noget lignende derhjemme.
Kl. 1 gik taxaen igen mod lufthavnen med et enkelt stop hos KEA for at hente rygsæk. Flyveturen til Sydney tog 3,15 timer New Zealand Air. For øvrigt ret god mad ombord!
To skønne citater fra ungerne under flyveturen.Ved starten bad Karoline Lauritz om at flytte sig lidt tilbage ”Jeg skal lige se skyerne, om Oldemor sidder på en af dem”. I forbindelse med landingen skreg Lauritz højt ”hold fast! Nu lander vi!” Det er jo hvad der kan ske når man samtidig ser film for fuld styrke i hørebøfferne.

11. februar – Fox gletscheren
Det var en vidunderlig morgen at stå op til. Den smule vind der havde været om aften havde lagt sig, og dermed også bølgerne på søen. Vandvarmeren havde brugt det sidste gas i løbet af natten, så Lars måtte ud to gange for at skifte over til den anden flaske. Han blev ganske enkelt overfaldet af sandfluer. Efter morgenmaden kørte vi videre ud af dalen forbi flere små vandfald, og pludselig kunne vi se langt ud over en slette og der i baggrunden så vi målet for dagens kørsel: de sydlige alper, hvor vi ville op og se til Fox gletscheren. Efter en frokostpause i Haast, herefter gik det videre langs med vestkysten.
Det er lidt underligt at tænke på at mange af de veje vi kører på her langs vestkysten kun har eksisteret i 40-50 år. Før den tid var der bare intet, ikke noget hjulspor ell. lign. eneste alternativ var vandet.
Endelig nåede vi frem til Fox. Vi skulle køre ind til den via en jordvej. Et par steder langs denne vej var der afmærkninger af hvortil gletscheren har været i 1750, 1850 og 1950. Det sidste stykke af vejen var tydeligt nylavet. Forårets smeltevand er hård ved vejen. På vejen/stien videre frem mødte vi nok engang en stor gruppe danskere – dem vrimler det altså med hernede – så vi fik lige fulgt lidt med i hvad deres guide fortalte og viste dem. Bl.a. løb han ned af en skrænt, som vel er ca. en km fra gletscherens fod, og hakkede lidt i jorden, som straks viste sig ikke at være jord, men is. Han bragte flere flotte store iskrystaller med op dernede fra. Vi havde håbet at kunne komme tæt på gletscheren, men måtte stoppe ved afspærringen ca. 500 meter væk. Herfra var den dog stadig imponerende, ikke mindst da vi kunne se et hul nederst i væggen hvorfra smeltevandet strømmede ud sammen med nogle isterninger. Disse isterninger var større end de mennesker der gik dernede (sammen med nogle guider).
Efter gletscheren gik det videre mod Franz Josef by hvor vi camperede lidt uden for denne. Fra campingpladsen kunne vi se ud til Franz Josef gletscheren hvor næste dags ekspedition gik til.

12. februar Franz Josef og Hokitika
For at komme ud til Franz Josef gletscheren skulle vi først gå gennem noget regnskov og derefter gik det over et større område med store sten. Vi nåede ikke helt ud til gletscheren men fascinerende var det at se på den fra afstand. Det var dog regnvejr denne dag men det er meget almindeligt her på denne side af bjergene.
På parkeringspladsen så vi igen nogle Kea fugle som sagde sjove lyde: Keeeeaaaaa!
Vi spiste frokost i Franz Josef by på The Ice café hvor vi fik kæmpe pizzaer så vi fik resten med hjem til aftensmaden. Turen gik videre nord på til Hokitika hvor vi fandt en lille campingplads nærved stranden ud til Det Tasmanske hav hvor solen skinnede flot. Efter aftensmaden gik vi op i den nærliggende skov og så på glowworms mens det blev mørkt. Meget flot at se disse lysende orme der virkelig ligner en stjernehimmel når de konstant lyser og tiltrækker insekter de kan æde.

13. februar – Hokitika
En meget flot morgen med sol og løbetur for Lars!
Vi kørte ud til Hokitika Gorge hvor der var flot udsigt fra en svingbro til en flod der var helt turkisblå. På vej der ud kørte vi på den vej hvor Lars tidligere penneven boede for mange år siden. Det har desværre ikke været muligt at finde ham inden vi tog herned.
Vi fandt en større campingplads i Hokitika og slappede af i solen denne eftermiddag. Om aftenen kørte vi ind til byen og ledte hele byen igennem for at få dagens is. Vi endte til sidst i supermarkedet. De har altså ikke helt forstået det med isboder og strande hernede! Vi nød isen ved stranden og så en meget flot solnedgang. Ungerne hyggede sig også med at kaste sten og lege med drivtømmer. Lauritz fandt her en flot flad sten med guldglimmer på! Vi fandt også flere grønne sten. I denne by laves der rigtig mange jadesmykker, da der findes mange af disse sten i området.

14. februar Shanty Town – Greymouth
Startede dagen med en lille bytur i Hokitika hvor vi bl.a. talte med en mand fra Sydafrika der solgte fine sten i en butik. Han malede bla. Kiwifugle på disse sten.
Inden vi kørte videre måtte vi lige fylde isdepoterne op. Og på dette tidspunkt var det noget nemmere. Vi fandt et sted med rigtige vafler, hvor de også selv lavede fudge (sødt, blødt karamelstads!), som de dog ikke kunne sælge til os.
Dagens oplevelsesprogram stod på Shanty Town. En guldgraverby, som dog ikke er ægte. Men de har flyttet rigtig mange originale gamle bygninger dertil, så det ser ægte ud. Her var vi også ude at køre med damplokomotiv, da turen var slut gik vi gennem deres guldgraver område (der har faktisk været gravet efter guld i bakkeskråningen bag byen fra 1860 og frem til den store depression) hvor vi hver fik udleveret en guldvaskepande med noget grus i. Herefter blev vi alle instrueret i hvorledes man vasker guld. Fingrene må ikke komme ned i vandet, fordi fedtstoffet på ens fingre kan få guldet til at klistre til gruset. Vi vaskede og vaskede, og til sidst var der kun en masse små sorte sandskorn og en lille smule guld tilbage. Dette guld (22 karat??) har vi nu fået med hjem i to små beholdere. Efter denne oplevelse må vi indrømme at vi nok aldrig bliver rige ved at vaske guld, men nu ved vi hvad der skal til, og hvis vi havde vidst det, da vi vaskede guld i Arrowtown, havde vi sikkert også fundet noget der, for det er ikke større en sandskorn. Lauritz pressede på for at spørge manden ved vaskestedet om ikke hans sten indeholder guld, og det kunne han bestemt ikke afvise, det ser virkeligt ud til det. Så Lauritz er stolt. Vi er dog stadig lidt i tvivl om om det mon ikke bare er en sten med pyrit.
Efter Shanty Town kørte vi ind til Greymouth, til endnu en Top 10. Denne har en flot stor legeplads som børnene staks indtog. Lidt senere fik Lars overtalt Lauritz til at løbe en lille tur langs stranden. Lulu fik også løbet sig en god tur og karoline lejede sig en gocart og drønede rundt på pladsen.
Vi skyndte os at spise lidt let aftensmad, inden vi skulle ned på standen og se solen gå ned (kl. 20:43 jf. Lars’ ur). Efter at solen var gået ned fik Lars og børnene leget tagfat på standen, hvor der nu var lavvande.
Da ungerne havde opført sig eksemplarisk hele dagen, blev der lavet pandekager til godnatmad, hvilket passer perfekt med morgendagens program der står på pandekageklipper.

15. februar – Pandekageklipper
Vores hænder og fødder m.m. klør stadig efter alle de bid vi fik længere sydpå.
Som nævnt skal vi i dag se pandekageklipperne. De ligger lidt nord for Greymouth ved Punakaiki, så vi får os endnu en flot køretur langs vandet, med en helt del bjergkørsel. Det er unægtelig smukt at køre her og i sær nu hvor solen skinner.
Ved Punakaiki parkerer vi camperen og går først gennem noget regnskov, hvorefter vi kommer i gennem en masse Flax – en plante der vokser over alt og som Maorierne tidligere har brugt til mange formål – hvorefter vi kom frem til skrænterne. Det er et forunderligt syn at se disse klipper, som består af Limestone (DK: ??) der ligger i lag.
Efter besøget valgte vi at gøre dagen kort og derfor kørte vi lidt længere nordpå til Westport, hvorfra det er nemmere at køre mod Christchurch, hvor vi skal være om tre dage.

16.februar – Westport til Hamner Springs
Lang køretur til Hamner Springs hvor det bare regner men nu er vi jo også kommet op i bjergene igen!Det var en flot tur over bjergene, men det er vi jo ved at være vant til nu. Vi er ved at skulle indstille os på at vores tur her til New Zealand er slut. Nu skal vi til at rydde op i alle skuffer og sortere div. sten og papirer fra. Om Hamner Springs er der vist ikke meget at sige når det regner, men vi har da her til aften fået en god restaurantoplevelse. Vi fik to dejligt store møre bøffer serveret på skoldhede sten, så kunne vi selv tilberede dem. Vidunderligt! Og børnene fik pizza, men Karoline fik vist spist mere af Lulus bøf end af sin pizza. Og så kostede det hele kun lidt under 400 kr. incl. en god flaske rødvin.

8. februar (fortsat) – Queenstown
Efter vores oplevelser hver især, mødtes vi ved havnen, og gik lidt rundt. Bl.a. var vi nede under en af molerne, hvor vi kunne se ud under vandet og se div. fisk og ål svømme rundt. Det var nogle ordentlige krabater.
Nu var vi blevet sultne, og til børnenes store glæde fandt vi endnu et Hell-pizzaria. Her fik vi spist og på vejen ud fik vi købt en t-shirt til Lauritz. Ekspedienten synes dog lige at han måtte gøre opmærksom på teksten bagpå, og ja, han skal nok ikke lige have den på hernede. Der står ”Providing oral pleasure since ’96”
Om eftermiddagen gik turen ned til byen igen. Karoline ville lige prøve at hoppe i bungy-trampolin igen og herefter skyndte vi os ellers ned til ‘Minus 5’. En bar som er bygget op i is og som er minus 5 grader varm. Vi blev iført parkacoat og handsker. Glassene vi drak af var også lavet af is. Stedet var meget mindre end vi havde forventet, men der var nogle meget flotte skulpturer.

9. februar – Queenstown
Da det er en absolut aktionby vi er kommet til, skal vi selvfølgelig prøve lidt mere af det ”vilde” eller i hvert tilfælde se på det. Vi tog med gondolen (ægget) op af bjerget med flot udsigt over byen. Inden det gik videre med stolelift et stykke længere op, blev vi alle iført ”smarte” cykelhjelme, vi var nemlig på vej op til en slags små slæder som man kan køre ned af bjerget i. Det var ret sjovt – vi kørte i hver vores. Lars og børn tog sig tre ture hver og det gik hurtigere for hver gang. Men skulle selv styre og bremse dem. Alle tre unger kunne vist været blevet ved hele dagen. Bagefter gik vi over for at se bungy jump. Det var bare helt vildt. De sprang ud fra en platform der hang ude i luften på en metalarm og så skulle de ellers tage tilløb for at springe ud. Der var bl.a. en ældre pakistansk mand, der sprang ud næsten med det sammen uden at tøve ret meget. Hans datter/svigerdatter og søn havde også lige sprunget ud i et free swing jump. Hvor de blev hængt ud på en wire og så selv skulle hive en snor, for derefter at svinge sig langt ud fra bjerget og tilbage igen mod bjergskråningen. Der kom virkelig nogle ur-råb fra nogle af de mænd der svingede sig ud over dette Og nej Lars fik ikke lov til at lege Tarzan og råbe ud over bjerget!
Efter et kort besøg på McDonalds i en food-court (smart sted: En masse fastfood-kæder m.m. deles om pladsen, så man kan købe lige det man ønsker men stadig sidde sammen og spise) kørte vi videre til næste by – Wanaka.
Om selve turen er der ikke meget at sige, og så dog. Vi gjorde holdt ved Shotover floden for at se nogle af jetbådene race gennem kløfterne. Det er vildt! Og så kom vi jo forbi en gammel guldgraver by (Arrowtown), som ligner en cowboy-by. Her fik vi hurtigt lejet et par håndskovle og to pander, hvorefter vi fløj ned til floden hvor den helt store guld jagt blev sat ind. Vi havde desværre kun 45 min. før det hele skulle afleveres igen. Selvsagt fandt vi intet guld. Men det skal nok være der. Sandet i floden glimter lige som glimmerpulver. Lauritz var naturligvis ikke til at styre. Vi må forsøge igen en anden gang. Skindet er for længst blevet solgt

10. februar Puzzleworld – Wanaka – Lake Wanaka
Byen Wanaka ligger for enden af en meget stor sø: Lake Wanaka. Vi kørte lidt uden for byen hvor vi havde læst at der var en labyrint i ”Puzzleworld” Lige noget for Lauritz! Labyrinten var lavet af træ og det gik ud på at finde de fire hjørner af labyrinten i en bestemt rækkefølge eller bare at finde de fire hjørner! Vi delte os straks op i to hold. Drengene mod pigerne! Intet skal jo være nemt så vi drenge tog den svære udfordring op. Rundt og rundt gik det. Vi mødte pigerne flere gange. Og da vi fandt vores første hjørne skete dette sammen med pigerne – det var så deres tredje! – vi holdt dog fast i at vi ville rundt i den rigtige rækkefølge, og stædige som vi jo er, lykkedes det også. Vi kom til at kende labyrinten godt. I alt brugte vi 52 min. på den udfordring, på det tidspunkt var pigerne næsten færdige med deres is.
Nu kunne vi så køre videre mod vestkysten, men da vi synes at det skulle være en kort køre dag, og at børnene skulle få tid til at lave lidt lektier besluttede vi os for at finde en DOC-camp. Og sikke en! Da vi næsten var kommet til den anden ende af Wanaka søen, kørte vi ned af en kort grusvej, hvor vi fandt en campingplads. Efter lidt sondering, kørte vi camperen helt ned til vandkanten. Sol, rullesten, vand og bjerge! Børnene gik i gang med at lege og de voksne lagde sig på et tæppe og fik sig et koldt glas hvidvin. Hvis ikke det lige var for alle de mange sandfluer ville dette være tæt på paradis. De bider og det klør helt vildt bagefter. Heldigvis er børnene ikke særligt ramt af dem. Er det mon fordi vi voksne er sødere end dem og derfor smager bedre???
Efter at børnene var blevet puttet sad vi længe udenfor og nød fuldmåneopgangen, bølgernes skvulpen og fraværet af sandfluer (de går åbenbart til ro når solen går ned).

1. februar – Purakaunui Bay
Formiddag i Dunedin hvor vi lige skulle forbi verdens stejleste gade – hvor der kører biler! Gaden hedder: Baldwin Street.
Lulu var rimelig glad for at der stod på et skilt, at tunge køretøjer ikke måtte køre op af gaden – ellers ved man ikke lige hvad der kunne ske med Lars ved rattet…..
Vi gik op i stegende sol og mødte en moden herre, der løb op og ned af denne gade mange gange! Det så legende let ud men vi andre var ret færdige af bare at gå op og det var lige før at vi blev helt svimle af at gaden var så stejl.. Udsigten var god og vi fik os en snak med den friske mand som også tog billeder af os.

Videre sydpå! Gjorde et holdt ved Nugget point, men vejret var ikke særligt godt så vi susede hurtigt videre. Her skulle det eller være muligt at se pingviner (som vi endnu ikke har set!), søløver og sæler. Turen gik videre til en såkaldt DOC campingplads – en ret så primitv plads. Stedet hed: Purakaunui Bay. Vi kørte i en god halv time af en grusvej og troede vi var kørt forkert flere gange men endelig nåede vi ud til bugten der også er en surferstrand. Det kostede kun 6 dollars (18 kroner) at overnatte og udsigten var bare så flot. Vi lå i første parket til havet og de store bølger, hvor surferne lå og ventede på at den helt rigtige bølge kom så de kunne surfe afsted ind gennem bølgen på deres bræt. Det var hundekoldt, det blæste og regnede. De havde dog våddragter på men intet på hænder og fødder og de fortsatte indtil det blev mørkt.

2. februar – Sydkysten
Camperen stod med udsigt direkte mod øst, så vi havde stillet uret så vi kunne komme til at se solen stå op, men det var desværre totalt overskyet. Det ville ellers have været et fedt sted at se den stå op. Vi skal hilse og sige at surfere i øvrigt ikke sover længe. De første var ud ved 8-tiden. Nå men turen går videre helt syd på og det siges at man nu er kommet til verdens ende! Vi gjorde ophold ved Curio Bay hvor der er en forstenet skov. Da vi nærmede os stedet var der straks en dame der gjorde os opmærksomme på at der var to pingviner på klipperne og ja endelig lykkedes det os at se pingviner i deres rette element! Flot syn. De lå og nød solen på de varme klipper og ventede sikkert på at resten af flokken skulle komme hjem efter dagens fangst. Den forstenede skov var et stort fladt område ud til havet der lignede en stor klippe. Man kunne se forstenede træstubbe med åreringe og træstammer der lå ned, men som var hårde som sten. Imponerende syn.
Susede videre til en stor by der hedder Invercargill, hvor vi gik på shopping for at købe kondisko til Karoline. Har aldrig været i så stor en butik – kun med sko! Paradis for Karoline og Lulu, der også endte med at købe to par sko hver! (kunne sagtens have købt flere par!)
Ankom til Tuatapere og fandt en slags campingplads. Vi var dog den eneste camper, ingen telte eller campingvogne kun en hel del unge fåreklippere som åbenbart rejser rundt og klipper får for de mange fårefarmere her på sydøen (Ja, det er her de er!). De får vidst 1 dollar pr. får. Da vi kom lidt ud på aftenen var de ved at slibe deres sakse på deres medbragte slibemaskiner og vaske tøj, så der lugtede lidt af får da vi kom og skulle bruge vaskemaskinen. Der findes mange ”backpacker” steder som dette hvor fåreklipperne får et lille værelse hver og har adgang til køkken og bad.

3. februar – Te Anau
Ankom til byen Te Anau ved 12 tiden så vi var alle glade for at vi kun skulle køre få timer denne dag. Vi fik ophold på Top 10 pladsen og det var nu rart at komme frem til nogle skønne badeværelser, toiletter, køkken og en legeplads. Børnene faldt straks i snak med nogle danske drenge. Karoline og Lauritz deltes om at leje en cykelvogn – med plads til fire – i en time, de cyklede ned langs med søen og hyggede sig veldigt med det. Lars spottede at der var en udflugt til nogle underjordiske grotter hvor vi kunne se ”glow worms”. Lulu mente ikke lige, at hun var til små underjordiske gange så hun benyttede chancen for at have et par timer alene med vasketøj osv. Skøøøønt!
Børnene og Lars tog med en båd på tværs over søen Te Anau, hvor grotten med glow worms er. Indgangen var temmelig lav, så selv Karoline måtte bukke sig lidt for at komme ind. Indenfor var der det ene smukke underjordiske vandfald efter det andet. Da vi var kommet et stykke ind, skulle vi op i en lille båd med plads til 10 personer, og denne blev herefter trukket frem af guiden. Lyset blev slukket, således at der var fuldstændigt mørkt. Man kunne ikke se personen der sad ved siden af. Men oppe i loftet sås de mest fantastiske lysformationer bestående af disse glow worms. De fanger div. fluer, som forvilder sig ind i hulen, ved at lokke dem til med deres lys, der minder meget om en nattehimmel.

Lulu fik ordnet vasketøj endnu engang og gik til centrum af byen hvor vi havde hørt at der blev vist en flot film i deres lille biograf. Gik først på ”the Sandfly” café og fik en skøn kop Latté (de laver altså en god kaffe her i NZ) og nød udsigten til bjergene. Filmen var helt suveræn flot. Det er en erfaren lokal helikopterpilot der har fået lavet filmen og i øvrigt rejst penge til at byen kunne få deres egen biograf så filmen kunne blive vist i byen. Den tager en ½ time og man ”flyver” over Fiordland Nationalpark som byen ligger i udkanten af. Te Anau er udgangspunkt for flere ture ud i nationalparken.

4. februar – Doubtful Sound
Dagen kom hvor vi skulle ud at sejle på Doubtful Sound med overnatning. Det er meget længe siden at vi bestilte denne sejltur da den er meget eftertragtet.
Der findes to fjorde i Fiordland Nationalpark hvor man kan komme ud at sejle. Det er Doubtful Sound og Milford Sound. Der findes kun ganske få veje ud i nationalparken og det kæmpe område der dækker det meste af den sydvestlige del af sydøen er ret uberørt.
Doubtful Sound er en fjord hvor der ikke er særlig mange turistbåde. For at nå dertil måtte vi først sejle med en motorbåd over Lake Manapouri og dernæst kørte vi i bus gennem bjergene til sejlskibet. Det var en stor tremastet sejlbåd med plads til 70 gæster. Vi blev taget godt imod og fik hurtigt vores kahyt med lille koøje, køjesenge og eget bad. Ret godt syntes vi. Vi sejlede afsted i fint solskin og noget blæst men efter 1 times tid gjorde vi ophold i en bugt hvor vandet var stille. Så var det tid til diverse vandsportsaktiviteter! Lars tog ud at sejle i kajak sammen med 30 andre. Han klarede det ret fint syntes vi andre, i forhold til at det var første gang. Lulu og børnene tog med en ”tendercraft” (speedbåd) ud at suse rundt på vandet. Vi så og fik fortalt en masse om vegetationen rundt om bugten. Herefter skulle der svømmes i det dejligt kolde vand (18 grader) i fjorden. Det var frisk og rigtig skønt – bagefter – syntes vi alle! Der var en gruppe asiater om bord der gik helt amok med at springe ud fra båden, de morede sig vældigt.
Efter svømmeturen blev der serveret skøn suppe. Resten af eftermiddagen hyggede vi os på dækket og bare nød det flotte syn af bjerge, klippeskær og masser af træer, bregner osv. Vi kom også helt ud til det Tasmanske Hav hvor vi så rigtig mange sæler der nød solen på klipperne. Så også mange fugle bl.a. en Australsk-asiatisk Gannet (Dk?) der svævede hen over vandet og pludselig dykkede helt lodret ned som en pil og fangede fisk. Så også nogle af de lidt mindre albatrosser.
Til aftensmad fik vi serveret en stor buffet med skønt lamme- og oksekød. Til dessert en masse NZ kager! Mumf!
Under maden fandt kaptajnen et stille sted til skibet og så lå det ellers bom stille. Stjernehimlen var helt fantastisk – Vi har set sydkorset flere gange. Vi sov dog ikke så meget da generatoren brummede hele natten.

5. februar – Doubtful Sound og Te Anau og Lars’ fødselsdag
Denne morgen blev Lars vækket med fødselsdagssang. Det var dejligt at blive vækket på den måde. Lulu havde på – sædvanlig – mystisk vis fået købt nogle gaver. Jeg fik et par frække boxershorts med nogle uanstændige kiwifugle, en t-shirt købt i Kaikoura, med en kaskelothval på, samt 20$ til en billet til filmen (som Lulu så i går) med tilhørende øl.
Efter at vi var blevet klar gik vi op til et dejligt morgenbord. Noget som vi ikke tidligere har oplevet på denne tur. Udenfor var himmelen stort set skyfri og der var allerede sol på de øverste bjergtoppe. Efter morgenmaden sejlede vi stille og roligt tilbage mod Deep Cove. Vandet i fjorden var spejlblankt og solen kom stadig højere op. Det var et fantastisk syn. Billederne vi har taget viser på ingen måde hvor smukt solen skinnede mellem bjergene mens den stod op. Pludselig blev motoren stoppet og naturguiden sagde – med begejstring – at der var hvaler lige forude. Og ganske rigtigt kunne vi langt forude se udåndningsluft. Det var beaked whales (næbhvaler?) som åbenbart er et meget sjældent syn. Så herefter gik den store jagt i gang. De dykker i ca. 20 min., så da de dykkede sejlede vi hen mod dem, og vi fulgte efter dem ind i en meget smuk side fjord (Hall Arm) hvor alt på skibet blev slukket inklusiv generatoren, og vi stod herefter alle sammen i den totalt stille verden, kun et lille vandfald i det fjerne kunne høres. Med dette trick håbede vi alle på at hvaler skulle dukke op lige i nærheden. Desværre var de lidt smarte, da de lavede et forlænget dyk og dukkede om langt bag skibet. Det var den jagt, for nu skulle vi tilbage til den virkelige verden igen (øhh, stop lige en gang! Den virkelige verden er det den der er fyldt med McDonald, stress, højhuse m.m.?). Tilbage til virkeligheden kom vi i hvert fald.
Da vi kom tilbage til udgangspunktet med motorbåden så vi ”vores” første Kea-fugl der pludselig sad på taget af båden. Den kom helt tæt på os og var meget nysgerrig. Det er en stor flot grøn papegøjeart. Kaptajnen kaldte den for Peter- den kom åbenbart flyvende til båden ofte.
Vi havde endnu en aftale med et værksted for at få ordnet skufferne, men om vi ikke lige kunne komme tilbage om en time? Joh, så fik vi spist frokost. Hvorefter vi kunne få sat nogle metal bøjler på skuffehylderne i stedet for de normale plastik dimser. Så nu holder det. Vores camper skulle efter sigende være den første der kører rundt med disse metalbøjler.
Videre til campingpladsen og så styrtede jeg (Lars) ellers afsted for at nå hen og se filmen Skyggelandet (Ata Whenua), som Lulu så i forgårs, kl. 3. Nåede lige at købe en øl som jeg kunne bringe med ind. Og ja, det var nogle flotte billeder.
Da jeg kom tilbage til camperen var der ingen hjemme. Det viste sig at de var gået ud for at handle lidt fødselsdagskager, som vi herefter nød i skyggen, da det ikke var til at opholde sig i solen. Derefter gik vi hen for at spille lidt minigolf. Lars ”fik lov” til at vinde!. Dagen sluttede af med at vi spiste på en dejlig restaurant. Det var blevet mørkt da vi gik tilbage, og så fik vi set sydkorset igen, samt den første levende possum vi har set, den lignede en stor buttet kat med en busket hale, da den løb over vejen.

6. Februar – Milford Sound
Stod op til noget overskyet vejr og fik handlet ind. Derefter kørte vi ad den meget smukke vej ud til Milford Sound hvor vi virkelig så nogle flotte landskaber – kæmpe vider – dale osv. Vi gjorde holdt ved de små mirrorlakes hvor vi så bjergene spejle sig lidt i søerne. I søen så vi også flere ænder der
dykkede ned og spiste hvad de kunne finde på bunden. Det var sjovt at se. Vandet var så klart at vi kunne følge dem hele vejen ned til bunden og op igen.
På en af de pladser hvor vi gjorde holdt for at nyde udsigten så vi en bus hvor der sad to Kea fugle. Da bussen kørte, fløj de videre til vores Kea-camper og det endte med der sad tre keaer på en Kea- camper. Der sad de og pillede i ledningerne til solfangeren og hvad de ellers kunne få fat i. Lars mente at vi nok måtte skynde os videre inden de rigtig fik fat!
Da vi kom ud til Milford Sound gik vi en tur langs vandet og så havnen hvor de mange turister tager på sejltur hver dag.
På vej tilbage gjorde vi holdt ved et sted hvor der var en mindre tur ind i skoven med lovning på vandfald og skulpturelle formationer. Man må nok sige at vi så super flotte stenformationer i det store vandfald, der tordnede ned gennem skoven. Der var kæmpe huller i stenene hvor vandet havde gnavet sig ind gennem tiden. Utroligt fascinerende hvad naturen selv kan danne.
Vi fandt en DOC plads for enden af Lake Gunn med en flot udsigt til bjerge og et stort græsområde. Vi havde panoramaudsigt over alt dette og der lå kun en camper i nærheden af os denne nat. Man må sige at disse billige DOC campingpladser har nogle meget smukke beliggenheder og så koster de ikke særligt meget. Vi gav 18 dollars for denne. Til gengæld må man også undvære strøm, et bad og et ordentlig toilet. Heldigvis har vi jo det hele med i camperen hvis det er alt for uhumsk.

7. februar – Queenstown
Om morgenen stod Lars op til en løbetur i skoven og senere tog vi alle turen på gåben. Det var en meget flot skov med mosbelagte træer og stubbe overalt. Helt troldeagtig. Turen gik ned til Lake Gunn.
Herefter gik det ellers mod Queenstown, lige med et lille hvil i Te Anau og i Kingston, hvor vi ville have været med det gamle damptog, men det kørte ikke mere denne dag. Vi kom så frem til en Top 10 campingplads, men til ungerne skuffelse var der ingen legeplads. Lulu fik hurtigt fat på nogle foldere om forskellige rideture, og fandt en tur som hun vil ud på i morgen.

8. februar – Queenstown
Lulu stod tidligt op, da hun blev hentet kl. 8.30. Vi andre var noget langsommere, faktisk lykkedes det mig først at få ungerne op kl. 9.30, så vi havde lidt travlt med at få spist lidt morgenmad inden vi skulle forlade pladsen kl. 10. Vi vil nemlig skifte campingplads, så der er en legeplads. Herefter gik vi ned til havnen for at se på jetbådene. Vi besluttede at tage på en times tur. Det var sjovt. Det galt om at holde fast. Karoline og Lauritz synes at det bare var så sjovt, især når der blev lavet 360 graders sving. Der blev sejlet tæt på alt ting. Det var tydeligt at han havde lavet den tur mange gange før.
Og så lidt om min ridetur der bare var så skøn! Blev kørt 50 km nord på ad søen med meget flotte udsigter. Vi var 5 i minibussen der skulle på forskellige rideture. Da vi ankom til hestene fik vi støvler og oilskindsjakker og så var det videre ud til en anden fold hvor hestene var klar til at tage turen ”River Wild”. Vi var tre der skulle på denne tur. De to andre var et par der aldrig havde siddet på en hest før. Ret modigt syntes jeg men jeg undrer mig lidt over hvorfor de tog på en sådan tur. Hestene gik fint efter hinanden uden at lave alt for meget ballade. Vi red i et stort floddelta hvor vi red igennem flere af de mindre floder. Her kunne hestene drikke vand fra det klare, rene vand. Så var det tid til en travetur og de to nybegyndere kæmpede men holdt sig fint fast. Guiden var god til at fortælle dem hvad de skulle gøre. Hun var for resten englænder og var faldet for dette sted for 8 måneder siden og håbede nu på at få forlænget opholdet. Så var det min tur til at ride en galoptur ud over stepperne – helt skønt! Hesten var en tidligere Racerhorse så den havde en god galop. Efter to timer i den smukke natur red vi ind gennem den lille by og tilbage til staldene. Jeg var rimelig glad for at jeg ikke havde booket en længere tur, da jeg var godt mørbanket i ryg og bagdel bagefter. To af de personer der var i bussen på udturen (et dansk par) skulle både på ”River wild” turen og på ”Lord of the Rings” turen. På den sidste tur kom de ud og så flere af de lokaliteter hvor filmene er optaget.

28. januar – Kaikoura
Vejret er heldigvis blevet noget bedre og uden regn. Om formiddagen tog vi ud til et sted tæt ved Kaikoura hvor der er en sælkoloni. Vi så nogle stykker der lå og sov på klipperne, og kunne komme rimeligt tæt på dem men man skal holde en afstand på 10-20 meter. Det var dog ikke alle turister der overholdt dette.
Efter sælerne gik turen til ”Whale Watch” stationen hvor vi skulle tage ud fra for at
se hvaler. På en skærm kunne vi se at på afgangene før og efter vores tur kl.12.15 blev der varslet om høj risiko for søsyge og at børn under 5 år ikke kunne deltage. På vores tur var der ”kun” advarsel om risiko for søsyge. Dette skyldes at bådene sejler forskellige steder hen – alle fire blev udstyret med søsygepiller og børnene fik også et specielt armbånd på så vi kunne ”overleve” turen!
Vi blev kørt i bus ud til båden der var rimelig stor. Og så gik det ellers bare der ud af, op og ned, som i en anden rutsjebane – Torbens båd kan godt gå hjem og vugge, Lulu skreg dog ikke så meget som når Torben styrer 🙂 – nå men på vej derud af sad der en og fortalte os en masse og vi kunne hele tiden holde øje med hvor dybt der var under båden, der gik ikke længe før der var næsten 700 m vand under os. Efter godt 45 min. sejlads, begyndte eftersøgningen, og der gik ikke længe før den første dukkede op, og så skulle vi alle op på dækket for at se. Lars forsøgte at tage et par billeder, men kameraet måtte hurtigt skifte hænder, for han fik vist andet at koncentrere sig om i de huggende søer. Det var spændende at se hvalerne ligge der i overfladen og trække frisk luft, inden de dykkede ned til endnu et festmåltid langt under båden. Det lykkedes Lulu at tage nogle gode billeder. I alt fik vi set fire styk kaskelothvaler, så det var en stor oplevelse. Derefter gik det ind mod land igen. Og Lars fik det bedre. Inden vi kom helt frem skulle vi dog også lige opleve en masse delfiner (Dusky) som legede i vandet. Det var en helt fantastisk oplevelse. De var bare over det hele. Vi så blandt andet tre delfiner der sprang op ad vandet samtidig og lige forbi hinanden. Herefter gik det tilbage til havnen. I alt havde vi været på vandet i ca. 2½ time. En stor oplevelse, som dog også er betalt, 360 $. Apropros betaling så er Lars’ Visa kort løbet tør – der er et månedligt maks. forbrug (er det mon løbende eller kalender måned?) – så Lulu må frem med kortet i denne tid.
Efter hvalturen gik turen længere syd på. Vi har jo et mål vi skal være fremme i Te Anau om morgenen d. 4. feb. hvor vi skal ud at sejle ved Doubtful Sound.

29. januar – Christchurch
Så gik turen videre syd på hvor første stop var Kea i Christchurch hvor vi endnu engang fik repareret vores skuffe og fik hentet flere fleece-tæpper til at holde varmen med om natten.
Derefter fandt vi et indkøbscenter hvor vi fik provianteret og børnene var heldige at der var mulighed for at få en tur i elastikspring. De fik en sele om livet og fik hægtet nogle store elastikker i siderne derefter blev de hævet op i luften, så de nu kunne hoppe op og ned en fire-fem meter. Det var sjovt.
Overnattede på Top 10 i Timaru – skøn billig plads. Tæt ved havnen i Timaru havde de en bugt hvor de var ved at anlægge en strand – bugten hed Caroline Bay så Karoline blev fotograferet i ”hendes” bugt.

30. januar – Dunedin
Turen fra Timaru til Dunedin var ret så flad og ikke særlig interessant men ved Mouraki så vi de flotte ”Mouraki Boulders” som er store flotte kuglerunde sten som er dannet for 60 millioner år siden og det har taget 4-5 mill. år at danne dem. De er kommet ud af skrænten og ligger nu på stranden. Vi var heldig at komme kørende ved lavvande, ved 12 tiden, så vi kunne kravle rundt på stenene og fik taget en del fotos. To af stenene hænger stadig fast i skrænten.
På vejen videre mod Dunedin kørte vi ud for at se efter de guløjede pingviner ved Shag Point. Vi kom dertil ved 3-tiden og sad og ventede frem til 4-tiden uden at se én eneste. Nå, men vi gav op og kørte videre til Dunedin, som er en skotsk by. Tog til Top 10 campingpladsen hvor børnene hurtigt faldt i snak med nogle danske børn (Emma og Magnus) på samme alder.

31. januar – Dunedin
To vigtige ting at se ved Dunedin er albatrosser og de guløjede pingviner. Dem kan man se på halvøen Otega hvor vi kørte ud om formiddagen. En fin tur langs en snoet kyststrækning. Da vi kom ud til pingvinstedet fik vi at vide at der var en pingvinhun og tre unger at se på denne tid af dagen. Hun var blevet tilbage på stranden for at passe på ungerne mens de andre var taget ud for at spise hele dagen langt fra kysten. De svømmer op til 40 km. Ud hver morgen og vender først hjem efter kl.16 eller måske først ved solnedgang. Det kostede ca. 85 dollars at se disse pingviner så det sprang vi over. Håber på at se dem et andet sted på rejsen.
Så gik turen til Albatroscenteret hvor vi fik en times foredrag af en sød ældre dame og fik set 4 albatrosser på den klippe hvor de holder til. Det er kæmpe fugle der har et vingefang på op til 3 meter. De bruger vindens energi til at flyve med og basker altså ikke med vingerne selv. Denne dag var der desværre ikke meget vind, men vi fik da set en enkelt fugl der fløj lidt frem og tilbage. Derudover var der nogle fugle der rugede på æg og en enkel der havde en unge. Der går seks år før fuglene flyver til øen for at finde en mage og lægge æg. Det tager ca et år at opfostre en unge, og begge forældre deltager, og herefter er de ude at flyve et år hvorefter de igen kommer tilbage.

På vejen tilbage tog vi bjergvejen – en meget flot tur med grønne bakker, får og flotte udsigter. Vi kørte til New Zealands eneste slot og så haven og udsigten derfra. Slottet er ikke ret stort i forhold til DK slotte! nærmest en lille herregård. Da vi ankom til P-pladsen var der nogle mennesker der var ved at klargøre en stor hvid hest og en fin karet. Der skulle være bryllup! Så inden vi så os om var vi tilskuere til et bryllup, hvor vielsen foregik på græsplænen foran slottet og bruden ankom i den flotte karet. Det var flot og heldigvis tittede solen lidt frem da det hele gik i gang. Lidt underligt at de fleste gæster var i mørkt tøj her om sommeren.

Senere gjorde vi et lille holdt inde i Dunedin, hvor vi spiste aftensmad i bryggeriet Speigths’ restaurant.

26. januar – Marlborough

Stod op til en dejlig varm dag igen. Vi har nu valgt at køre øst om Sydøen da vi gerne vil igennem det største vindistrikt i NZ nemlig Marlborough. Vi tog turen ned gennem dalen. Vi havde forventet at se vinmarker fra starten af men sådan var det slet ikke. Der var tørt og noget afsvedet rundt omkring. Da vi endelig kom til vinmarkerne var det nyplantede stokke i et kæmpe område. Vi kørte til området omkring Renwick og Blenheim hvor der er rigtig mange vingårde. Vi dumpede først ind hos ”Isabel Estate” hvor vi blev budt velkommen af en canadisk kvinde der straks var klar med de store glas og bød på 4 dejlige kølige hvidvin dernæst en rødvin. Men det er nu mest hvidvin de gør det i på disse kanter. Der blev købt et par flasker som vi desværre 😉 må drikke på turen da vi jo ikke kan slæbe det med hjem. Derefter videre til ”Cloudy Bay” som er et meget fint og besøgt sted. Her fik vi også straks budt flere vine og vi så de mange tønder i lokalet ved siden af fra de sidste års høst. Det er dog ikke som da vi var i Portugal og så vinkældre og hørte om hele processen og så alle de gamle flasker portvin.
Sidst på eftermiddagen gik turen mod syd. Vi stoppede var et saltværk ud til havet. Her afsalter de vandet i store pools. Der var bl.a. en helt lyserød pool fyldt med nogle algeorganismer der indeholder et rødt pigment.
Nu skulle der findes en campingplads, men da vi havde kørt ca. 30 km var det tid til at fylde diesel på men men …… der var ca. 80 km. til næste tank så Lars måtte vende bilen og ja 30 km tilbage igen, da var der diesel tilbage til endnu 20 km. Får jeg (Lars) mon lært at holde øje med måleren inden denne tur er ovre? Da dette var overstået søgte vi efter en ikke-eksisterende campingplads – så gik der også tid med det – så måtte vi jo køre videre mod Kaikoura, men inden vi kom så langt fandt vi ved 19 tiden en lille primitiv plads ud til vandet, ved Waipapa Bay. Der var dog en vej og en jernbane imellem os og vandet. Men udsigten var god nok med kæmpe bølger.
Karoline sagde dog næste morgen: ”Det er f…….en dyr plads når der hverken er køkken eller noget andet!”. Vi gav 39 dollars (ca. 120 kr.) for os fire så det var ok syntes vi andre.

27. januar – Kaikoura
Stod op til tunge grå skyer og senere en masse regn. Utroligt som vejret kan skifte, igår var det en skøn sommerdag med shorts og top, i dag er det koldt som efteråret i DK med sweatre, uldne sokker og regnjakker.
Inden vi forlod campingpladsen tog vi lige et billede af en lille Crayfishbutik, hvor en lille dame solgte kogte Crayfish. Dette område er stedet hvor man spiser Crayfish (en slags stor hummer).
Kørte til Kaikoura, hvor vi håber på at komme ud at se hvaler. Alle turene er dog aflyst i dag pga. vejret. Men nu har vi booket en tur til i morgen så vi håber det bedste.
Vi spiste crayfish til frokost i byen. De var flotte og smagte ok.

Og så lidt om os her i camperen, som vi synes fungerer fint, bort set fra nogle elendige skuffer, men det kan vi selvfølgelig godt leve med når verden udenfor er så flot….
Camperen er ret så ny, har vist kun kørt 6000 km og vi er vist oppe på ca. 2500 km.
Den er indrettet godt med køkken i den ene side med fire gasplader, mikroovn og en grill under kogepladerne. I den anden side i vognen er der toilet. Dette bruger vi dog kun sjældent da det er ret så småt og jo skal tømmes indimellem.
Børnene sover over førerhuset og har en ret så stor dobbeltseng med sengelys og små hylder. De skulle lige vænne sig lidt til at skulle sove ved siden af hinanden hver aften og deles om pladsen. Også det at være sammen hele tiden i et lille ”hus” var også lidt af en prøvelse men også ret hyggeligt. Nu går det fint – der skal dog drilles lidt indimellem! – men de leger også godt sammen på strandene og legepladserne rundt om.
Der er ikke så meget tid til at læse og lave lektier i som vi havde troet. Vi kører meget indimellem for at nå rundt og se det vigtigste. Alle hernede siger ellers at vi har masser af tid, når vi har 6 uger men distancerne er lange. Man skal også huske at landet er ca. 6 gange så stort som DK. Det ville svare til at vi skulle nå at se alt det vigtigste i DK på en uge og det kan jo godt være svært. Derudover er der altså rigtig mange snoede bjergveje hvor vi kører ret så langsomt i den store bus.
Vi prøver at nå at lave lidt lektier hver aften men nogle dage, efter en lang køretur har vi bare brug for at få noget mad og slappe den lidt inden det er sengetid. Vi voksne prøver også hver aften at finde ud af hvor vi skal hen næste dag og hvilke steder vi skal se på ruten. Vi har kun haft et par enkelte dage hvor vi bare slapper den, men det har vi brug for! – også for at kapere alle indtrykkene. Samtidig vil vi også gerne se så meget som muligt.
Lauritz hygger sig indimellem med en af hans medbragte film: James Bond eller Indiana Jones. Karoline kan dem også udenad efterhånden!
Når vi kører, hører vi alle på Orla Frøsnapper, Albert eller Lille Virgil! Dem kan vi også snart både forfra og bagfra! Men sjove er de jo. Ja I kan nok høre at Lars har styr på alt det tekniske og har ledninger med til opladning af diverse mobiler, iPods og computer og så vi kan høre vores egen musik over radioen.
Det er godt at vi ikke skal betale separat for strømmen! Tror vi bruger en hel del indimellem med airconditioning/varme osv.

19. januar – Rotorua
Efter at have fejret Lauritz’ fødselsdag i går, skal vi videre på vores rejse i dag. Men inden vi kommer så langt tog vi lige et smut forbi Te Pui, en park med geyser og boblende mudderpøle. Det første vi så var dog en maori-forestilling, hvor de dansede og sang. Bl.a. viste de deres Haka – krigsdans. Karoline og Lulu var modige nok til at stille sig op på scenen og lære lidt maori dans. Bagefter blev vi vist rundt i parken, og kom hen til den største geyser på den sydlige halvkugle. I modsætning til de geysere som Lulu har set på Island, så springer denne næsten kontinuerligt. Den tager en pause ind imellem hvor den så bliver fyldt op med vand. Når den så starter igen er det med en søjle på op til 30 m, hvorefter den falder jævnt igen. Mudderhullerne var store områder hvor det boblede med gråt mudder hele tiden og sagde sjove lyde. Det skulle åbenbart være sundt at bruge dette mudder på huden så i souvenirbutikken var der rigelige mængder af dette til salg. I centret var der også en skole hvor de lærer at skære i træ efter de gamle maorimetoder. Børnene var ret imponeret af dette træskærerarbejde.

Efter Te Pui kørte vi længere sydpå til byen Taupo, som ligger op ad søen med samme navn. Denne er den største sø i NZ.

20. januar – Tongario National Park
Efter en nat i Taupo, skulle vi lige hen på et værksted for at få repareret den ene køkkenbordsskuffe endnu engang, men de manglede dog den del der skulle til. Inden vi forlod Taupo måtte børnene dog lige op i en flyvemaskine som stod ved McDonalds. Her fik vi lige tid til en iskaffe og nogle smooties. Mums!
Og så endelig kunne turen gå mod Tongariro National park hvor vi kunne se tre store vulkaner. Vi kunne køre et stykke op i højderne på vej til den højeste vulkan (Ruapehu), hvor der ligger en skiby. Noget øde sted her om sommeren men vi kunne godt forstille os hvordan der er liv om vinteren når der er meget sne. Vi kunne se lidt sne på toppen. Desværre var der en del skyer højt oppe. På vej tilbage mod hovedvejen stoppede vi for at gå en mindre tur i området. Stien første os ned til et lille men flot vandfald hvor dagens kagepause blev holdt. Man kan købe nogle super lækre chokolademuffins i supermarkederne. Om aftenen fandt vi en campingplads i Ohakune lige ned til en flod og med store træer. En bonus var at se en af vulkanerne i aftensolen og nu var skyerne væk. Dette betød også at der blev ret så koldt om natten, så vi hundefrøs den nat. Ungerne endte i vores seng så vi lå som sild i en tønde men det hjalp lidt på varmen. Om morgenen var det 7 grader men solen varmede hurtigt det hele op igen og til vores store overraskelse var der dejlige brusekabiner med håndklædevarmer og ”grisselampe” med god varme efter badet, så det var skønt efter en kold nat.

21. januar – videre sydpå (Wellington)
Lang køretur fra Ohakune til Wellington hvor vi gjorde holdt ved stranden i Foxton for at tage en badetur ved en dejlig strand. Flere steder må man kun bade mellem to flag hvor livredderne – de såkaldte surf lifeguards – holder øje med folk. De holder også øje med strømforholdene og bølgerne hele tiden og flytter flagene og folk! indimellem.
Ankom til Top 10 campingpladsen ved 19 tiden i Wellington. Her er god plads, men en lidt kedelig plads i forhold til det vi er vant til. Ungerne er dog glade for den skønne store legeplads med stor hoppepude og klatrestativ.

22. januar – Wellington
En dag i hovedstaden Wellington. Vi tog bussen ind til centrum, hvor vi først så Te Papa som er nationalmuseet. Der var mange ting at se, og Lars skulle – som sædvanlig – slæbes rundt og læse alt muligt. På vej hen til kabelbanen op til botanisk have fik vi nogle store is ved kajen. De sparer ikke på isen når de laver kugler her.
Botanisk have ligger på skrænten ned mod byen, men det var vi ikke helt bevidste om så vi havde købt en retur billet med kabelbanen. Det var en smuk tur ned gennem haven, men drivhuset var dog en skuffelse i forhold til det vi er vant til i København.
Herefter gik vi lidt på shopping. Lars skal have et par nye sandaler, og Karoline vil have et hylster til sin DS. Begge dele må vi dog fortsat lede efter da vi intet fandt inden butikkerne lukkede. Så var det tid til at få noget at spise og Lauritz fandt hurtigt et spændende sted.

23. januar – Sydøen
Dagen hvor vi skal forlade Nordøen. Tidligt op og afsted, vi skal jo være sikre på at kunne finde frem til færgen i god tid. Det var nu ikke noget problem. På vores hidtidige tur har vi kun talt med to andre danske par. Et par stødte vi på i Rotorua og det andet i Ohakune. Og gæt hvem der er i de to campere der holder lige foran os i ventebanen? Ja, netop disse to par. Det er da pudsigt.
Overfarten tager ca. 3 timer, og Lars og børnene havde sikret sig mod søsyge. Men det var vist en stille dag. I Wellington var det gråvejr og blæste en del, men efterhånden som vi kom ud af bugten og ud på åbent hav blev vejret mere klart og da vi nåede frem til Picton var det en skyfri himmel der tog i mod os. Indsejlingen til Picton var meget smuk, lidt lige som ind til Oslo, blot med turkisblåt hav.
Efter ankomst til Sydøen kørte vi aden meget flot bjergvej fra Picton til Nelson. Der var udsigt til småøer, sandstrande og blåt vand hele vejen. Her kunne vi godt have brugt noget tid men vi ville nå et stykke mod nord inden aften. Fandt en stor plads i Motueka nær Abel Tasman National Park, med store gamle træer bl.a. kastanjetræer, Silkwood og mange andre flotte.

24. januar – Motueka
En slapper…med pandekager, legeplads, swimmingpool og vasketøj…..
Her fandt børnene flere danske børn at lege med – det var noget de kunne bruge.

25. januar – Able Tasman
Havde bestilt en tur til Abel Tasman med afgang fra stranden i Keiteriteri i en shuttlebåd kl. 10.30.
herefter gik turen langs kysten til ”Split Apple rock” – flot sten splittet i to og til en lille ø hvor vi så sæler. Vi blev sat af på Bark Bay og gik så ca. 2½ time til Torrent Bay hvor vi kom frem til en rigtig bountystrand med dejligt sand, turkisblåt vand. Undervejs på gåturen skulle vi dog lige over en længere hængebro og der var to med højdeskræk der ikke syntes det var særligt morsomt men det lykkedes hånd i hånd og med sjov- Lauritz sørgede for underholdningen! mens Lulu så ligefrem og ikke ned.
Vi havde en lille time til vi igen blev hentet på stranden og nåede at bade i det skønne klare vand og slappe den lidt.

Denne aften gik turen lidt sydligere i en lille flække i en dal i bjergene. Byen hedder Tapawera. Lille stille campingplads.