1. februar – Purakaunui Bay
Formiddag i Dunedin hvor vi lige skulle forbi verdens stejleste gade – hvor der kører biler! Gaden hedder: Baldwin Street.
Lulu var rimelig glad for at der stod på et skilt, at tunge køretøjer ikke måtte køre op af gaden – ellers ved man ikke lige hvad der kunne ske med Lars ved rattet…..
Vi gik op i stegende sol og mødte en moden herre, der løb op og ned af denne gade mange gange! Det så legende let ud men vi andre var ret færdige af bare at gå op og det var lige før at vi blev helt svimle af at gaden var så stejl.. Udsigten var god og vi fik os en snak med den friske mand som også tog billeder af os.

Videre sydpå! Gjorde et holdt ved Nugget point, men vejret var ikke særligt godt så vi susede hurtigt videre. Her skulle det eller være muligt at se pingviner (som vi endnu ikke har set!), søløver og sæler. Turen gik videre til en såkaldt DOC campingplads – en ret så primitv plads. Stedet hed: Purakaunui Bay. Vi kørte i en god halv time af en grusvej og troede vi var kørt forkert flere gange men endelig nåede vi ud til bugten der også er en surferstrand. Det kostede kun 6 dollars (18 kroner) at overnatte og udsigten var bare så flot. Vi lå i første parket til havet og de store bølger, hvor surferne lå og ventede på at den helt rigtige bølge kom så de kunne surfe afsted ind gennem bølgen på deres bræt. Det var hundekoldt, det blæste og regnede. De havde dog våddragter på men intet på hænder og fødder og de fortsatte indtil det blev mørkt.

2. februar – Sydkysten
Camperen stod med udsigt direkte mod øst, så vi havde stillet uret så vi kunne komme til at se solen stå op, men det var desværre totalt overskyet. Det ville ellers have været et fedt sted at se den stå op. Vi skal hilse og sige at surfere i øvrigt ikke sover længe. De første var ud ved 8-tiden. Nå men turen går videre helt syd på og det siges at man nu er kommet til verdens ende! Vi gjorde ophold ved Curio Bay hvor der er en forstenet skov. Da vi nærmede os stedet var der straks en dame der gjorde os opmærksomme på at der var to pingviner på klipperne og ja endelig lykkedes det os at se pingviner i deres rette element! Flot syn. De lå og nød solen på de varme klipper og ventede sikkert på at resten af flokken skulle komme hjem efter dagens fangst. Den forstenede skov var et stort fladt område ud til havet der lignede en stor klippe. Man kunne se forstenede træstubbe med åreringe og træstammer der lå ned, men som var hårde som sten. Imponerende syn.
Susede videre til en stor by der hedder Invercargill, hvor vi gik på shopping for at købe kondisko til Karoline. Har aldrig været i så stor en butik – kun med sko! Paradis for Karoline og Lulu, der også endte med at købe to par sko hver! (kunne sagtens have købt flere par!)
Ankom til Tuatapere og fandt en slags campingplads. Vi var dog den eneste camper, ingen telte eller campingvogne kun en hel del unge fåreklippere som åbenbart rejser rundt og klipper får for de mange fårefarmere her på sydøen (Ja, det er her de er!). De får vidst 1 dollar pr. får. Da vi kom lidt ud på aftenen var de ved at slibe deres sakse på deres medbragte slibemaskiner og vaske tøj, så der lugtede lidt af får da vi kom og skulle bruge vaskemaskinen. Der findes mange ”backpacker” steder som dette hvor fåreklipperne får et lille værelse hver og har adgang til køkken og bad.

3. februar – Te Anau
Ankom til byen Te Anau ved 12 tiden så vi var alle glade for at vi kun skulle køre få timer denne dag. Vi fik ophold på Top 10 pladsen og det var nu rart at komme frem til nogle skønne badeværelser, toiletter, køkken og en legeplads. Børnene faldt straks i snak med nogle danske drenge. Karoline og Lauritz deltes om at leje en cykelvogn – med plads til fire – i en time, de cyklede ned langs med søen og hyggede sig veldigt med det. Lars spottede at der var en udflugt til nogle underjordiske grotter hvor vi kunne se ”glow worms”. Lulu mente ikke lige, at hun var til små underjordiske gange så hun benyttede chancen for at have et par timer alene med vasketøj osv. Skøøøønt!
Børnene og Lars tog med en båd på tværs over søen Te Anau, hvor grotten med glow worms er. Indgangen var temmelig lav, så selv Karoline måtte bukke sig lidt for at komme ind. Indenfor var der det ene smukke underjordiske vandfald efter det andet. Da vi var kommet et stykke ind, skulle vi op i en lille båd med plads til 10 personer, og denne blev herefter trukket frem af guiden. Lyset blev slukket, således at der var fuldstændigt mørkt. Man kunne ikke se personen der sad ved siden af. Men oppe i loftet sås de mest fantastiske lysformationer bestående af disse glow worms. De fanger div. fluer, som forvilder sig ind i hulen, ved at lokke dem til med deres lys, der minder meget om en nattehimmel.

Lulu fik ordnet vasketøj endnu engang og gik til centrum af byen hvor vi havde hørt at der blev vist en flot film i deres lille biograf. Gik først på ”the Sandfly” café og fik en skøn kop Latté (de laver altså en god kaffe her i NZ) og nød udsigten til bjergene. Filmen var helt suveræn flot. Det er en erfaren lokal helikopterpilot der har fået lavet filmen og i øvrigt rejst penge til at byen kunne få deres egen biograf så filmen kunne blive vist i byen. Den tager en ½ time og man ”flyver” over Fiordland Nationalpark som byen ligger i udkanten af. Te Anau er udgangspunkt for flere ture ud i nationalparken.

4. februar – Doubtful Sound
Dagen kom hvor vi skulle ud at sejle på Doubtful Sound med overnatning. Det er meget længe siden at vi bestilte denne sejltur da den er meget eftertragtet.
Der findes to fjorde i Fiordland Nationalpark hvor man kan komme ud at sejle. Det er Doubtful Sound og Milford Sound. Der findes kun ganske få veje ud i nationalparken og det kæmpe område der dækker det meste af den sydvestlige del af sydøen er ret uberørt.
Doubtful Sound er en fjord hvor der ikke er særlig mange turistbåde. For at nå dertil måtte vi først sejle med en motorbåd over Lake Manapouri og dernæst kørte vi i bus gennem bjergene til sejlskibet. Det var en stor tremastet sejlbåd med plads til 70 gæster. Vi blev taget godt imod og fik hurtigt vores kahyt med lille koøje, køjesenge og eget bad. Ret godt syntes vi. Vi sejlede afsted i fint solskin og noget blæst men efter 1 times tid gjorde vi ophold i en bugt hvor vandet var stille. Så var det tid til diverse vandsportsaktiviteter! Lars tog ud at sejle i kajak sammen med 30 andre. Han klarede det ret fint syntes vi andre, i forhold til at det var første gang. Lulu og børnene tog med en ”tendercraft” (speedbåd) ud at suse rundt på vandet. Vi så og fik fortalt en masse om vegetationen rundt om bugten. Herefter skulle der svømmes i det dejligt kolde vand (18 grader) i fjorden. Det var frisk og rigtig skønt – bagefter – syntes vi alle! Der var en gruppe asiater om bord der gik helt amok med at springe ud fra båden, de morede sig vældigt.
Efter svømmeturen blev der serveret skøn suppe. Resten af eftermiddagen hyggede vi os på dækket og bare nød det flotte syn af bjerge, klippeskær og masser af træer, bregner osv. Vi kom også helt ud til det Tasmanske Hav hvor vi så rigtig mange sæler der nød solen på klipperne. Så også mange fugle bl.a. en Australsk-asiatisk Gannet (Dk?) der svævede hen over vandet og pludselig dykkede helt lodret ned som en pil og fangede fisk. Så også nogle af de lidt mindre albatrosser.
Til aftensmad fik vi serveret en stor buffet med skønt lamme- og oksekød. Til dessert en masse NZ kager! Mumf!
Under maden fandt kaptajnen et stille sted til skibet og så lå det ellers bom stille. Stjernehimlen var helt fantastisk – Vi har set sydkorset flere gange. Vi sov dog ikke så meget da generatoren brummede hele natten.

5. februar – Doubtful Sound og Te Anau og Lars’ fødselsdag
Denne morgen blev Lars vækket med fødselsdagssang. Det var dejligt at blive vækket på den måde. Lulu havde på – sædvanlig – mystisk vis fået købt nogle gaver. Jeg fik et par frække boxershorts med nogle uanstændige kiwifugle, en t-shirt købt i Kaikoura, med en kaskelothval på, samt 20$ til en billet til filmen (som Lulu så i går) med tilhørende øl.
Efter at vi var blevet klar gik vi op til et dejligt morgenbord. Noget som vi ikke tidligere har oplevet på denne tur. Udenfor var himmelen stort set skyfri og der var allerede sol på de øverste bjergtoppe. Efter morgenmaden sejlede vi stille og roligt tilbage mod Deep Cove. Vandet i fjorden var spejlblankt og solen kom stadig højere op. Det var et fantastisk syn. Billederne vi har taget viser på ingen måde hvor smukt solen skinnede mellem bjergene mens den stod op. Pludselig blev motoren stoppet og naturguiden sagde – med begejstring – at der var hvaler lige forude. Og ganske rigtigt kunne vi langt forude se udåndningsluft. Det var beaked whales (næbhvaler?) som åbenbart er et meget sjældent syn. Så herefter gik den store jagt i gang. De dykker i ca. 20 min., så da de dykkede sejlede vi hen mod dem, og vi fulgte efter dem ind i en meget smuk side fjord (Hall Arm) hvor alt på skibet blev slukket inklusiv generatoren, og vi stod herefter alle sammen i den totalt stille verden, kun et lille vandfald i det fjerne kunne høres. Med dette trick håbede vi alle på at hvaler skulle dukke op lige i nærheden. Desværre var de lidt smarte, da de lavede et forlænget dyk og dukkede om langt bag skibet. Det var den jagt, for nu skulle vi tilbage til den virkelige verden igen (øhh, stop lige en gang! Den virkelige verden er det den der er fyldt med McDonald, stress, højhuse m.m.?). Tilbage til virkeligheden kom vi i hvert fald.
Da vi kom tilbage til udgangspunktet med motorbåden så vi ”vores” første Kea-fugl der pludselig sad på taget af båden. Den kom helt tæt på os og var meget nysgerrig. Det er en stor flot grøn papegøjeart. Kaptajnen kaldte den for Peter- den kom åbenbart flyvende til båden ofte.
Vi havde endnu en aftale med et værksted for at få ordnet skufferne, men om vi ikke lige kunne komme tilbage om en time? Joh, så fik vi spist frokost. Hvorefter vi kunne få sat nogle metal bøjler på skuffehylderne i stedet for de normale plastik dimser. Så nu holder det. Vores camper skulle efter sigende være den første der kører rundt med disse metalbøjler.
Videre til campingpladsen og så styrtede jeg (Lars) ellers afsted for at nå hen og se filmen Skyggelandet (Ata Whenua), som Lulu så i forgårs, kl. 3. Nåede lige at købe en øl som jeg kunne bringe med ind. Og ja, det var nogle flotte billeder.
Da jeg kom tilbage til camperen var der ingen hjemme. Det viste sig at de var gået ud for at handle lidt fødselsdagskager, som vi herefter nød i skyggen, da det ikke var til at opholde sig i solen. Derefter gik vi hen for at spille lidt minigolf. Lars ”fik lov” til at vinde!. Dagen sluttede af med at vi spiste på en dejlig restaurant. Det var blevet mørkt da vi gik tilbage, og så fik vi set sydkorset igen, samt den første levende possum vi har set, den lignede en stor buttet kat med en busket hale, da den løb over vejen.

6. Februar – Milford Sound
Stod op til noget overskyet vejr og fik handlet ind. Derefter kørte vi ad den meget smukke vej ud til Milford Sound hvor vi virkelig så nogle flotte landskaber – kæmpe vider – dale osv. Vi gjorde holdt ved de små mirrorlakes hvor vi så bjergene spejle sig lidt i søerne. I søen så vi også flere ænder der
dykkede ned og spiste hvad de kunne finde på bunden. Det var sjovt at se. Vandet var så klart at vi kunne følge dem hele vejen ned til bunden og op igen.
På en af de pladser hvor vi gjorde holdt for at nyde udsigten så vi en bus hvor der sad to Kea fugle. Da bussen kørte, fløj de videre til vores Kea-camper og det endte med der sad tre keaer på en Kea- camper. Der sad de og pillede i ledningerne til solfangeren og hvad de ellers kunne få fat i. Lars mente at vi nok måtte skynde os videre inden de rigtig fik fat!
Da vi kom ud til Milford Sound gik vi en tur langs vandet og så havnen hvor de mange turister tager på sejltur hver dag.
På vej tilbage gjorde vi holdt ved et sted hvor der var en mindre tur ind i skoven med lovning på vandfald og skulpturelle formationer. Man må nok sige at vi så super flotte stenformationer i det store vandfald, der tordnede ned gennem skoven. Der var kæmpe huller i stenene hvor vandet havde gnavet sig ind gennem tiden. Utroligt fascinerende hvad naturen selv kan danne.
Vi fandt en DOC plads for enden af Lake Gunn med en flot udsigt til bjerge og et stort græsområde. Vi havde panoramaudsigt over alt dette og der lå kun en camper i nærheden af os denne nat. Man må sige at disse billige DOC campingpladser har nogle meget smukke beliggenheder og så koster de ikke særligt meget. Vi gav 18 dollars for denne. Til gengæld må man også undvære strøm, et bad og et ordentlig toilet. Heldigvis har vi jo det hele med i camperen hvis det er alt for uhumsk.

7. februar – Queenstown
Om morgenen stod Lars op til en løbetur i skoven og senere tog vi alle turen på gåben. Det var en meget flot skov med mosbelagte træer og stubbe overalt. Helt troldeagtig. Turen gik ned til Lake Gunn.
Herefter gik det ellers mod Queenstown, lige med et lille hvil i Te Anau og i Kingston, hvor vi ville have været med det gamle damptog, men det kørte ikke mere denne dag. Vi kom så frem til en Top 10 campingplads, men til ungerne skuffelse var der ingen legeplads. Lulu fik hurtigt fat på nogle foldere om forskellige rideture, og fandt en tur som hun vil ud på i morgen.

8. februar – Queenstown
Lulu stod tidligt op, da hun blev hentet kl. 8.30. Vi andre var noget langsommere, faktisk lykkedes det mig først at få ungerne op kl. 9.30, så vi havde lidt travlt med at få spist lidt morgenmad inden vi skulle forlade pladsen kl. 10. Vi vil nemlig skifte campingplads, så der er en legeplads. Herefter gik vi ned til havnen for at se på jetbådene. Vi besluttede at tage på en times tur. Det var sjovt. Det galt om at holde fast. Karoline og Lauritz synes at det bare var så sjovt, især når der blev lavet 360 graders sving. Der blev sejlet tæt på alt ting. Det var tydeligt at han havde lavet den tur mange gange før.
Og så lidt om min ridetur der bare var så skøn! Blev kørt 50 km nord på ad søen med meget flotte udsigter. Vi var 5 i minibussen der skulle på forskellige rideture. Da vi ankom til hestene fik vi støvler og oilskindsjakker og så var det videre ud til en anden fold hvor hestene var klar til at tage turen ”River Wild”. Vi var tre der skulle på denne tur. De to andre var et par der aldrig havde siddet på en hest før. Ret modigt syntes jeg men jeg undrer mig lidt over hvorfor de tog på en sådan tur. Hestene gik fint efter hinanden uden at lave alt for meget ballade. Vi red i et stort floddelta hvor vi red igennem flere af de mindre floder. Her kunne hestene drikke vand fra det klare, rene vand. Så var det tid til en travetur og de to nybegyndere kæmpede men holdt sig fint fast. Guiden var god til at fortælle dem hvad de skulle gøre. Hun var for resten englænder og var faldet for dette sted for 8 måneder siden og håbede nu på at få forlænget opholdet. Så var det min tur til at ride en galoptur ud over stepperne – helt skønt! Hesten var en tidligere Racerhorse så den havde en god galop. Efter to timer i den smukke natur red vi ind gennem den lille by og tilbage til staldene. Jeg var rimelig glad for at jeg ikke havde booket en længere tur, da jeg var godt mørbanket i ryg og bagdel bagefter. To af de personer der var i bussen på udturen (et dansk par) skulle både på ”River wild” turen og på ”Lord of the Rings” turen. På den sidste tur kom de ud og så flere af de lokaliteter hvor filmene er optaget.