11. februar – Fox gletscheren
Det var en vidunderlig morgen at stå op til. Den smule vind der havde været om aften havde lagt sig, og dermed også bølgerne på søen. Vandvarmeren havde brugt det sidste gas i løbet af natten, så Lars måtte ud to gange for at skifte over til den anden flaske. Han blev ganske enkelt overfaldet af sandfluer. Efter morgenmaden kørte vi videre ud af dalen forbi flere små vandfald, og pludselig kunne vi se langt ud over en slette og der i baggrunden så vi målet for dagens kørsel: de sydlige alper, hvor vi ville op og se til Fox gletscheren. Efter en frokostpause i Haast, herefter gik det videre langs med vestkysten.
Det er lidt underligt at tænke på at mange af de veje vi kører på her langs vestkysten kun har eksisteret i 40-50 år. Før den tid var der bare intet, ikke noget hjulspor ell. lign. eneste alternativ var vandet.
Endelig nåede vi frem til Fox. Vi skulle køre ind til den via en jordvej. Et par steder langs denne vej var der afmærkninger af hvortil gletscheren har været i 1750, 1850 og 1950. Det sidste stykke af vejen var tydeligt nylavet. Forårets smeltevand er hård ved vejen. På vejen/stien videre frem mødte vi nok engang en stor gruppe danskere – dem vrimler det altså med hernede – så vi fik lige fulgt lidt med i hvad deres guide fortalte og viste dem. Bl.a. løb han ned af en skrænt, som vel er ca. en km fra gletscherens fod, og hakkede lidt i jorden, som straks viste sig ikke at være jord, men is. Han bragte flere flotte store iskrystaller med op dernede fra. Vi havde håbet at kunne komme tæt på gletscheren, men måtte stoppe ved afspærringen ca. 500 meter væk. Herfra var den dog stadig imponerende, ikke mindst da vi kunne se et hul nederst i væggen hvorfra smeltevandet strømmede ud sammen med nogle isterninger. Disse isterninger var større end de mennesker der gik dernede (sammen med nogle guider).
Efter gletscheren gik det videre mod Franz Josef by hvor vi camperede lidt uden for denne. Fra campingpladsen kunne vi se ud til Franz Josef gletscheren hvor næste dags ekspedition gik til.

12. februar Franz Josef og Hokitika
For at komme ud til Franz Josef gletscheren skulle vi først gå gennem noget regnskov og derefter gik det over et større område med store sten. Vi nåede ikke helt ud til gletscheren men fascinerende var det at se på den fra afstand. Det var dog regnvejr denne dag men det er meget almindeligt her på denne side af bjergene.
På parkeringspladsen så vi igen nogle Kea fugle som sagde sjove lyde: Keeeeaaaaa!
Vi spiste frokost i Franz Josef by på The Ice café hvor vi fik kæmpe pizzaer så vi fik resten med hjem til aftensmaden. Turen gik videre nord på til Hokitika hvor vi fandt en lille campingplads nærved stranden ud til Det Tasmanske hav hvor solen skinnede flot. Efter aftensmaden gik vi op i den nærliggende skov og så på glowworms mens det blev mørkt. Meget flot at se disse lysende orme der virkelig ligner en stjernehimmel når de konstant lyser og tiltrækker insekter de kan æde.

13. februar – Hokitika
En meget flot morgen med sol og løbetur for Lars!
Vi kørte ud til Hokitika Gorge hvor der var flot udsigt fra en svingbro til en flod der var helt turkisblå. På vej der ud kørte vi på den vej hvor Lars tidligere penneven boede for mange år siden. Det har desværre ikke været muligt at finde ham inden vi tog herned.
Vi fandt en større campingplads i Hokitika og slappede af i solen denne eftermiddag. Om aftenen kørte vi ind til byen og ledte hele byen igennem for at få dagens is. Vi endte til sidst i supermarkedet. De har altså ikke helt forstået det med isboder og strande hernede! Vi nød isen ved stranden og så en meget flot solnedgang. Ungerne hyggede sig også med at kaste sten og lege med drivtømmer. Lauritz fandt her en flot flad sten med guldglimmer på! Vi fandt også flere grønne sten. I denne by laves der rigtig mange jadesmykker, da der findes mange af disse sten i området.

14. februar Shanty Town – Greymouth
Startede dagen med en lille bytur i Hokitika hvor vi bl.a. talte med en mand fra Sydafrika der solgte fine sten i en butik. Han malede bla. Kiwifugle på disse sten.
Inden vi kørte videre måtte vi lige fylde isdepoterne op. Og på dette tidspunkt var det noget nemmere. Vi fandt et sted med rigtige vafler, hvor de også selv lavede fudge (sødt, blødt karamelstads!), som de dog ikke kunne sælge til os.
Dagens oplevelsesprogram stod på Shanty Town. En guldgraverby, som dog ikke er ægte. Men de har flyttet rigtig mange originale gamle bygninger dertil, så det ser ægte ud. Her var vi også ude at køre med damplokomotiv, da turen var slut gik vi gennem deres guldgraver område (der har faktisk været gravet efter guld i bakkeskråningen bag byen fra 1860 og frem til den store depression) hvor vi hver fik udleveret en guldvaskepande med noget grus i. Herefter blev vi alle instrueret i hvorledes man vasker guld. Fingrene må ikke komme ned i vandet, fordi fedtstoffet på ens fingre kan få guldet til at klistre til gruset. Vi vaskede og vaskede, og til sidst var der kun en masse små sorte sandskorn og en lille smule guld tilbage. Dette guld (22 karat??) har vi nu fået med hjem i to små beholdere. Efter denne oplevelse må vi indrømme at vi nok aldrig bliver rige ved at vaske guld, men nu ved vi hvad der skal til, og hvis vi havde vidst det, da vi vaskede guld i Arrowtown, havde vi sikkert også fundet noget der, for det er ikke større en sandskorn. Lauritz pressede på for at spørge manden ved vaskestedet om ikke hans sten indeholder guld, og det kunne han bestemt ikke afvise, det ser virkeligt ud til det. Så Lauritz er stolt. Vi er dog stadig lidt i tvivl om om det mon ikke bare er en sten med pyrit.
Efter Shanty Town kørte vi ind til Greymouth, til endnu en Top 10. Denne har en flot stor legeplads som børnene staks indtog. Lidt senere fik Lars overtalt Lauritz til at løbe en lille tur langs stranden. Lulu fik også løbet sig en god tur og karoline lejede sig en gocart og drønede rundt på pladsen.
Vi skyndte os at spise lidt let aftensmad, inden vi skulle ned på standen og se solen gå ned (kl. 20:43 jf. Lars’ ur). Efter at solen var gået ned fik Lars og børnene leget tagfat på standen, hvor der nu var lavvande.
Da ungerne havde opført sig eksemplarisk hele dagen, blev der lavet pandekager til godnatmad, hvilket passer perfekt med morgendagens program der står på pandekageklipper.

15. februar – Pandekageklipper
Vores hænder og fødder m.m. klør stadig efter alle de bid vi fik længere sydpå.
Som nævnt skal vi i dag se pandekageklipperne. De ligger lidt nord for Greymouth ved Punakaiki, så vi får os endnu en flot køretur langs vandet, med en helt del bjergkørsel. Det er unægtelig smukt at køre her og i sær nu hvor solen skinner.
Ved Punakaiki parkerer vi camperen og går først gennem noget regnskov, hvorefter vi kommer i gennem en masse Flax – en plante der vokser over alt og som Maorierne tidligere har brugt til mange formål – hvorefter vi kom frem til skrænterne. Det er et forunderligt syn at se disse klipper, som består af Limestone (DK: ??) der ligger i lag.
Efter besøget valgte vi at gøre dagen kort og derfor kørte vi lidt længere nordpå til Westport, hvorfra det er nemmere at køre mod Christchurch, hvor vi skal være om tre dage.

16.februar – Westport til Hamner Springs
Lang køretur til Hamner Springs hvor det bare regner men nu er vi jo også kommet op i bjergene igen!Det var en flot tur over bjergene, men det er vi jo ved at være vant til nu. Vi er ved at skulle indstille os på at vores tur her til New Zealand er slut. Nu skal vi til at rydde op i alle skuffer og sortere div. sten og papirer fra. Om Hamner Springs er der vist ikke meget at sige når det regner, men vi har da her til aften fået en god restaurantoplevelse. Vi fik to dejligt store møre bøffer serveret på skoldhede sten, så kunne vi selv tilberede dem. Vidunderligt! Og børnene fik pizza, men Karoline fik vist spist mere af Lulus bøf end af sin pizza. Og så kostede det hele kun lidt under 400 kr. incl. en god flaske rødvin.