26. januar – Marlborough

Stod op til en dejlig varm dag igen. Vi har nu valgt at køre øst om Sydøen da vi gerne vil igennem det største vindistrikt i NZ nemlig Marlborough. Vi tog turen ned gennem dalen. Vi havde forventet at se vinmarker fra starten af men sådan var det slet ikke. Der var tørt og noget afsvedet rundt omkring. Da vi endelig kom til vinmarkerne var det nyplantede stokke i et kæmpe område. Vi kørte til området omkring Renwick og Blenheim hvor der er rigtig mange vingårde. Vi dumpede først ind hos ”Isabel Estate” hvor vi blev budt velkommen af en canadisk kvinde der straks var klar med de store glas og bød på 4 dejlige kølige hvidvin dernæst en rødvin. Men det er nu mest hvidvin de gør det i på disse kanter. Der blev købt et par flasker som vi desværre 😉 må drikke på turen da vi jo ikke kan slæbe det med hjem. Derefter videre til ”Cloudy Bay” som er et meget fint og besøgt sted. Her fik vi også straks budt flere vine og vi så de mange tønder i lokalet ved siden af fra de sidste års høst. Det er dog ikke som da vi var i Portugal og så vinkældre og hørte om hele processen og så alle de gamle flasker portvin.
Sidst på eftermiddagen gik turen mod syd. Vi stoppede var et saltværk ud til havet. Her afsalter de vandet i store pools. Der var bl.a. en helt lyserød pool fyldt med nogle algeorganismer der indeholder et rødt pigment.
Nu skulle der findes en campingplads, men da vi havde kørt ca. 30 km var det tid til at fylde diesel på men men …… der var ca. 80 km. til næste tank så Lars måtte vende bilen og ja 30 km tilbage igen, da var der diesel tilbage til endnu 20 km. Får jeg (Lars) mon lært at holde øje med måleren inden denne tur er ovre? Da dette var overstået søgte vi efter en ikke-eksisterende campingplads – så gik der også tid med det – så måtte vi jo køre videre mod Kaikoura, men inden vi kom så langt fandt vi ved 19 tiden en lille primitiv plads ud til vandet, ved Waipapa Bay. Der var dog en vej og en jernbane imellem os og vandet. Men udsigten var god nok med kæmpe bølger.
Karoline sagde dog næste morgen: ”Det er f…….en dyr plads når der hverken er køkken eller noget andet!”. Vi gav 39 dollars (ca. 120 kr.) for os fire så det var ok syntes vi andre.

27. januar – Kaikoura
Stod op til tunge grå skyer og senere en masse regn. Utroligt som vejret kan skifte, igår var det en skøn sommerdag med shorts og top, i dag er det koldt som efteråret i DK med sweatre, uldne sokker og regnjakker.
Inden vi forlod campingpladsen tog vi lige et billede af en lille Crayfishbutik, hvor en lille dame solgte kogte Crayfish. Dette område er stedet hvor man spiser Crayfish (en slags stor hummer).
Kørte til Kaikoura, hvor vi håber på at komme ud at se hvaler. Alle turene er dog aflyst i dag pga. vejret. Men nu har vi booket en tur til i morgen så vi håber det bedste.
Vi spiste crayfish til frokost i byen. De var flotte og smagte ok.

Og så lidt om os her i camperen, som vi synes fungerer fint, bort set fra nogle elendige skuffer, men det kan vi selvfølgelig godt leve med når verden udenfor er så flot….
Camperen er ret så ny, har vist kun kørt 6000 km og vi er vist oppe på ca. 2500 km.
Den er indrettet godt med køkken i den ene side med fire gasplader, mikroovn og en grill under kogepladerne. I den anden side i vognen er der toilet. Dette bruger vi dog kun sjældent da det er ret så småt og jo skal tømmes indimellem.
Børnene sover over førerhuset og har en ret så stor dobbeltseng med sengelys og små hylder. De skulle lige vænne sig lidt til at skulle sove ved siden af hinanden hver aften og deles om pladsen. Også det at være sammen hele tiden i et lille ”hus” var også lidt af en prøvelse men også ret hyggeligt. Nu går det fint – der skal dog drilles lidt indimellem! – men de leger også godt sammen på strandene og legepladserne rundt om.
Der er ikke så meget tid til at læse og lave lektier i som vi havde troet. Vi kører meget indimellem for at nå rundt og se det vigtigste. Alle hernede siger ellers at vi har masser af tid, når vi har 6 uger men distancerne er lange. Man skal også huske at landet er ca. 6 gange så stort som DK. Det ville svare til at vi skulle nå at se alt det vigtigste i DK på en uge og det kan jo godt være svært. Derudover er der altså rigtig mange snoede bjergveje hvor vi kører ret så langsomt i den store bus.
Vi prøver at nå at lave lidt lektier hver aften men nogle dage, efter en lang køretur har vi bare brug for at få noget mad og slappe den lidt inden det er sengetid. Vi voksne prøver også hver aften at finde ud af hvor vi skal hen næste dag og hvilke steder vi skal se på ruten. Vi har kun haft et par enkelte dage hvor vi bare slapper den, men det har vi brug for! – også for at kapere alle indtrykkene. Samtidig vil vi også gerne se så meget som muligt.
Lauritz hygger sig indimellem med en af hans medbragte film: James Bond eller Indiana Jones. Karoline kan dem også udenad efterhånden!
Når vi kører, hører vi alle på Orla Frøsnapper, Albert eller Lille Virgil! Dem kan vi også snart både forfra og bagfra! Men sjove er de jo. Ja I kan nok høre at Lars har styr på alt det tekniske og har ledninger med til opladning af diverse mobiler, iPods og computer og så vi kan høre vores egen musik over radioen.
Det er godt at vi ikke skal betale separat for strømmen! Tror vi bruger en hel del indimellem med airconditioning/varme osv.