8. februar (fortsat) – Queenstown
Efter vores oplevelser hver især, mødtes vi ved havnen, og gik lidt rundt. Bl.a. var vi nede under en af molerne, hvor vi kunne se ud under vandet og se div. fisk og ål svømme rundt. Det var nogle ordentlige krabater.
Nu var vi blevet sultne, og til børnenes store glæde fandt vi endnu et Hell-pizzaria. Her fik vi spist og på vejen ud fik vi købt en t-shirt til Lauritz. Ekspedienten synes dog lige at han måtte gøre opmærksom på teksten bagpå, og ja, han skal nok ikke lige have den på hernede. Der står ”Providing oral pleasure since ’96”
Om eftermiddagen gik turen ned til byen igen. Karoline ville lige prøve at hoppe i bungy-trampolin igen og herefter skyndte vi os ellers ned til ‘Minus 5’. En bar som er bygget op i is og som er minus 5 grader varm. Vi blev iført parkacoat og handsker. Glassene vi drak af var også lavet af is. Stedet var meget mindre end vi havde forventet, men der var nogle meget flotte skulpturer.
9. februar – Queenstown
Da det er en absolut aktionby vi er kommet til, skal vi selvfølgelig prøve lidt mere af det ”vilde” eller i hvert tilfælde se på det. Vi tog med gondolen (ægget) op af bjerget med flot udsigt over byen. Inden det gik videre med stolelift et stykke længere op, blev vi alle iført ”smarte” cykelhjelme, vi var nemlig på vej op til en slags små slæder som man kan køre ned af bjerget i. Det var ret sjovt – vi kørte i hver vores. Lars og børn tog sig tre ture hver og det gik hurtigere for hver gang. Men skulle selv styre og bremse dem. Alle tre unger kunne vist været blevet ved hele dagen. Bagefter gik vi over for at se bungy jump. Det var bare helt vildt. De sprang ud fra en platform der hang ude i luften på en metalarm og så skulle de ellers tage tilløb for at springe ud. Der var bl.a. en ældre pakistansk mand, der sprang ud næsten med det sammen uden at tøve ret meget. Hans datter/svigerdatter og søn havde også lige sprunget ud i et free swing jump. Hvor de blev hængt ud på en wire og så selv skulle hive en snor, for derefter at svinge sig langt ud fra bjerget og tilbage igen mod bjergskråningen. Der kom virkelig nogle ur-råb fra nogle af de mænd der svingede sig ud over dette Og nej Lars fik ikke lov til at lege Tarzan og råbe ud over bjerget!
Efter et kort besøg på McDonalds i en food-court (smart sted: En masse fastfood-kæder m.m. deles om pladsen, så man kan købe lige det man ønsker men stadig sidde sammen og spise) kørte vi videre til næste by – Wanaka.
Om selve turen er der ikke meget at sige, og så dog. Vi gjorde holdt ved Shotover floden for at se nogle af jetbådene race gennem kløfterne. Det er vildt! Og så kom vi jo forbi en gammel guldgraver by (Arrowtown), som ligner en cowboy-by. Her fik vi hurtigt lejet et par håndskovle og to pander, hvorefter vi fløj ned til floden hvor den helt store guld jagt blev sat ind. Vi havde desværre kun 45 min. før det hele skulle afleveres igen. Selvsagt fandt vi intet guld. Men det skal nok være der. Sandet i floden glimter lige som glimmerpulver. Lauritz var naturligvis ikke til at styre. Vi må forsøge igen en anden gang. Skindet er for længst blevet solgt 
10. februar Puzzleworld – Wanaka – Lake Wanaka
Byen Wanaka ligger for enden af en meget stor sø: Lake Wanaka. Vi kørte lidt uden for byen hvor vi havde læst at der var en labyrint i ”Puzzleworld” Lige noget for Lauritz! Labyrinten var lavet af træ og det gik ud på at finde de fire hjørner af labyrinten i en bestemt rækkefølge eller bare at finde de fire hjørner! Vi delte os straks op i to hold. Drengene mod pigerne! Intet skal jo være nemt så vi drenge tog den svære udfordring op. Rundt og rundt gik det. Vi mødte pigerne flere gange. Og da vi fandt vores første hjørne skete dette sammen med pigerne – det var så deres tredje! – vi holdt dog fast i at vi ville rundt i den rigtige rækkefølge, og stædige som vi jo er, lykkedes det også. Vi kom til at kende labyrinten godt. I alt brugte vi 52 min. på den udfordring, på det tidspunkt var pigerne næsten færdige med deres is.
Nu kunne vi så køre videre mod vestkysten, men da vi synes at det skulle være en kort køre dag, og at børnene skulle få tid til at lave lidt lektier besluttede vi os for at finde en DOC-camp. Og sikke en! Da vi næsten var kommet til den anden ende af Wanaka søen, kørte vi ned af en kort grusvej, hvor vi fandt en campingplads. Efter lidt sondering, kørte vi camperen helt ned til vandkanten. Sol, rullesten, vand og bjerge! Børnene gik i gang med at lege og de voksne lagde sig på et tæppe og fik sig et koldt glas hvidvin. Hvis ikke det lige var for alle de mange sandfluer ville dette være tæt på paradis. De bider og det klør helt vildt bagefter. Heldigvis er børnene ikke særligt ramt af dem. Er det mon fordi vi voksne er sødere end dem og derfor smager bedre???
Efter at børnene var blevet puttet sad vi længe udenfor og nød fuldmåneopgangen, bølgernes skvulpen og fraværet af sandfluer (de går åbenbart til ro når solen går ned).
